ACT

ACT er en forkortelse af Acceptance and Commitment Therapy.

Jeg arbejder især med ACT og har afsluttet en uddannelse i ACT i 2010. Siden har jeg løbende været på kurser og konferencer i ACT, og jeg deltager i en gruppe hvor vi videreudvikler vores kvalifikationer især ud fra ACT.

I ACT arbejder vi mod det mål at blive så fleksibel som muligt i forhold til at indfri de værdier vi har. Dvs. at du som klient finder ud af, hvordan du allerhelst vil være som menneske og så vidt muligt og gradvist forpligter dig til at handle derefter. Det er dog afgørende, at værdierne ikke bliver opfattet som stive leveregler, der kan betyde, at vi dømmer os selv, hvis vi ikke lever op til værdierne, og så ender vi et helt andet sted, hvor der ikke er særlig rart at være.

For at kunne indfri sine værdier er det oftest nødvendigt at ændre konteksten. ACT hviler på RFT (Relational Frame Theory) der er en videnskabelig tilgang, som kogt ned til en maggiterning i den terapeutiske tilgang betyder, at vi arbejder med at ændre holdning til tanker, følelser og kropsfornemmelser, som kan forhindre os i at indfri vores værdier og mål.

Vi bliver alle sammen fanget ind af vores tanker, følelser og kropsfornemmelser fra tid til anden. Men vi kan arbejde bevidst på at ændre vores holdning, således, at vi holder op med at være smeltet sammen med tankerne, følelserne og kropsfornemmelserne. Men at vi defusionerer (skiller os ad) fra dem, således at vi f.eks. ser på tanker frem for at se verden ud fra dem. Når vi forsøger at ændre vores holdning til tanker, følelser og kropsfornemmelser er bevidst nærvær – også kaldet mindfulness – en væsentlig metode. Ved hjælp af meditation, meditative øvelser og bevidst nærvær i nuet, hvor vi bare iagttager det der forgår omkring os uden at dømme, kan vi gradvist udvikle et “observerende selv”, hvorfra vi kan iagttage os selv og andre med medfølelse.

Accept af det, der er i os selv, og det vi oplever i vores liv er meget afgørende for vores væren i verden. At acceptere nogle vilkår i vores liv, betyder ikke at vi skal kunne li’ dem, men blot at vi holder op med at kæmpe med aktuelle livsbetingelser inden i og udenfor os selv. Så længe vi ikke accepterer de vilkår vi har, fastholder vi en slags krig indeni os selv, hvilket oftest har den virkning at vi får det sværere, også med at udvikle os selv. Man skal dog være opmærksom på, at accept – det kunne f.eks. være i forhold til smerter eller et tab af en nærtstående – er en proces. Det vil sige, at vi nogen gange har sværere ved at acceptere et vanskeligt vilkår end til andre tider, alt afhængigt af den sindstemning vi aktuelt er i.